Renegade Rum Distillery, beliggende på den caribiske ø Grenada, er intet mindre end et af romverdenens mest nytænkende og visionære destillerier. Renegade Rum Distillery er drevet af terroir-filosofien, en filosofi som er ganske normal i vinens verden, men som sjældent italesættes i rommens verden. Smager alle sukkerrørstyper ens? Er der forskel på smagen af rommen ift. hvor sukkerrørene dyrkes? Naturligvis! Og det er dét som Renegade Rum Distillery viser på bedste vis med deres nye aftapninger.
De første dråber løb fra destilleringsapparaterne i 2020, hvilket vil sige, at destilleriet er ganske ungt. Man har allerede tilsidesat de første tønder med rå rom, som nu ligger og modner på destilleriet. Vi må dog vente på Renegade’s modnede udtryk lidt endnu, og først og fremmest koncertere os om de ikke-modnede romtyper, som går under navnet ”pre-cask”.
På den kystnære mark, et stenkast syd for Renegade-destilleriet, findes et spændende terroir. Sukkerrørsmarkerne er placeret mellem mangroven og havet, og står i en karakteristisk jernholdig, vulkansk jordbund. Sukkerrørene vokser energisk i dette område da netop denne jordbundstype holder exceptionelt godt på regnvandet.