Bevæbnet med en gammel familieopskrift på bourbon, forlod Thomas E. Bulleit Jr. i 1987 en succesfuld karriere i jura for at grundlægge The Bulleit Distilling Company. På trods af firmaets navn har Bulleit Frontier Whiskey dog altid været en såkaldt ”Non-Distilling Producer”, hvilket vil sige, at whiskeyen har været købt eller kontraktdestilleret ved andre, etablerede destillerier. Gennem tiden har blandt andre Ancient Age, Four Roses og MGP leveret juicen til det populære brand, som særligt har indsmigret sig hos bartendere verden over.